onsdag den 29. august 2012

Tilvalg: Fliser, tæpper og parket

Villeroy & Boch Frame 60x60cm
klinke i al sin grå pragt
I dag var vi ude ved HusCompagniet (igen igen) for at træffe de sidste materiale-valg så de kan sende en byggeansøgning afsted til kommunen.

Som udgangspunkt kommer et HusCompagniet hus med trægulv i stue (eg eller ask), gulvtæpper i værelser og klinker i resten af huset.

Klinkerne havde vi skimmet igennem før og konkluderet der var rigtig mange muligheder inden for standard vi kunne lide. I går var vi dog en tur i Stark for at få nogle gode råd om klinker og der endte vi med at vælge flisen til venstre der koster 68 kr ekstra pr. m2 (ca. 5.000,- i tilvalg for hele huset). Vi valgte denne klinke fordi flere har rådet os til at lægge store fliser i store rum og den er let at vedligeholde ifølge Jette fra Stark. Jeg skrev til Villeroy og Boch om de kunne sende billeder af klinken i aktion men de havde kun ovenstående billede og et datablad.

Wega 8618 gulvtæppe
Gulvtæppet vi valgte blev et lysgrå tæppe (Wega 8618) der er en del af standard-udvalget. Jeg havde nok forventet på et lidt mørkere gulvtæppe men konen mente at dette er lettere at holde ren og det argument lukkede automatisk den diskussion.



Tarkett hvid matlat parket
Gulvet i stuen bliver et Tarkett ask hvid matlak lamel parket gulv. For min skyld måtte de gerne lave hele huset med dette gulv og droppe tæpper og klinker (undtagen vådrum) men trægulv er relativt dyrt så det sker ikke.

Ud over gulvene lavede vi også et andet ekstra tilvalg inden lukketid.. Vi får lavet føring af kold og varm vand til et badekar plus et ekstra afløb. Vi har ikke tilvalgt badekar men nu har vi i det mindste muligheden for at installere det uden problemer hvis vi en dag bestemmer os for det.

tirsdag den 28. august 2012

Tilvalg: Loft til Kip og Akustik-plader

Som man måske kan læse mellem linjerne i sidste indlæg har vi valgt loft til kip i stuen og køkken-alrum.
Tilvalget er ikke det billigste men vi har efterhånden oplevet det i flere nye huse og hver gang er det givet et positivt indtryk. Jeg er ikke fremtidsforsker men jeg tror at højt til loftet er og bliver en ever-green, også om 50 år.

Når man vælger loft til kip i et stort køkken-alrum med fliser bør alarm-klokkerne ringe. Det bliver en udfordring med akustikken i rummet og derfor er der ingen vej uden om at tænke i akustik-løsninger lige fra start. Og det er vist ikke nok med æggebakker oven på køkken-skabene. :-)

Loft til kip med akustik-plader i køkken-alrum (HusCompagniet billede)

HusCompagniet har een effektiv løsning til problemet og det er akustik-plader i gips. Eneste ulempe er at det gør loft til kip løsningen endnu mere dyr da man også skal have et gips tilvalg og et akustik-plade tilvalg oven i hatten.

Så vores ønske om høje lofter har i sidste ende resulteret i at vi har tilvalgt gips lofter i stue og køkken-alrum. I de øvrige rum har vi stadig træ-lofter da det er standard og tilvalgene skal have en ende på et tidspunkt.

Iøvrigt kudos til HusCompagniet fordi de arbejder med akustik-løsninger og iøvrigt er igang med at afprøve nye akustik-plader på Ikarosvej. Vi var i en tidligere face i forhandling med et andet bygge-selskab og de nærmest afviste at dårlig akustik kunne være et problem. De mente at det med tiden forsvandt når planterne blev store og rummet blev møbleret. Det vækkede selv sagt ikke store tillid fra min side.

søndag den 26. august 2012

HusCompagniet på Ikarosvej

HusCompagniet har for nylig åbnet et udstillingshus på Ikarosvej 43, Gug og skæbnen vil at plan-tegning samt tilvalg næsten er ens med vores kommende hus. Selv udsigten til Lundby Bakker fra stuen har vi tilfælles.

HusCompagniets udstillings-hus på Ikarosvej, Gug.

Som jeg forstår er udstillings-huset bygget uden at HusCompagniet har en køber på forhånd. De har altså selv stået for alle valgene og jeg kan med glæde konstatere at deres ide om et godt hus matcher vores ret godt.

I dag drog hele familien afsted til Åbent Hus på Ikarosvej og vi kom hjem i vældig godt humør. Tre positive oplevelser:

  • Køkken/alrum med 4 gulv-til-loft vinduer og loft-til-kip virker lys og indbydende. Akustik-lofterne dæmper alt støj så selv 8-10 mennesker, der snakker, ikke virker problematisk. Det sætter vi pris på da vi kommer fra et akustisk mareridt og derfor også har tilvalgt akustik-loft.
  • Walk-through værelset er rummelig og fungerer efter hensigten. Vi var lidt nervøse for om værelset var for lille og om man ville gå i vejen for hinanden, men heldigvis nej.
  • Med forbehold for at jeg ikke just er byggesagkyndig synes jeg at håndværket virkede i orden hele vejen rundt. Blandt andet murværket var jeg imponeret over.
Havde vi ikke allerede et hus i udsigt ville Ikarosvej 43 være en oplagt mulighed for os. Vi havde før overvejet køb af grund på Kassandravej (lige ved siden af) og kommunens lokal-plan for området er virkelig ambitiøs. Desværre formåede kommunen ikke at pris-sætte de første grunde på Kassandravej særlig attraktivt så udstykningen har fået en virkelig langsom start.

Læs mere om udstillings-huset her.

torsdag den 23. august 2012

Skitsetegning til forret

Konen har talt. Min blog er for nørdet og uaktuel, indeholder for mange tal og formidler ikke helt den glæde vi har ved hele bygge-projektet. Indlægget om fjernvarmen var en ren bund-skraber i den henseende. :-)

Nuvel, den kritik tager jeg til mig. Vi sidder alligevel ikke og snakker stikledninger over middags-bordet dagen lang som nogen måske kan tro. Derfor lover jeg flere aktuelle feel-good indlæg og den første kan jo omhandle hvad vi EGENTLIG laver ved middags-bordet i dag.

Jeg har printet plantegningen i A1 format og den ligger nu mellem bord og plexi-glas (det er i øvrigt en glimrende ide med plexi-glas oven på bordet hvis man har småbørn. Bauhaus leverer efter milimeter-mål!).

Elias lægger sidste hånd på forhaven.
Formålet er at snakke indretning og tegne møblering med whiteboard tudser på bordpladen. Og hvis der er noget der kan få smilet frem er det når man planlægger indretningen af sit nye hus. En anden fordel ved at kende indretningen er at valg af el bliver lettere. Min kollega fortalte at de valgte stik og lys uden at have tænkt indretning og nogle af placeringerne har de efterfølgende fortrudt.

onsdag den 22. august 2012

Tilslutning til fjernvarme

Aalborg kommune har fremsendt et tilbud på tilslutning til fjernvarme som jeg ikke kan afslå. Vi kunne vælge andre energi-kilder til opvarmning men det er fjernvarmen i Aalborg trods alt for billig til.

Hvis jeg ser tilbage på mit budget har jeg afsat 12.500,- til tilslutnings-afgift og 8.120,- for 10 meter stikledning. Der er nemlig pålagt mig som køber at betale kommunen for at de fører fjernvarmen fra kanten af grunden og hen til huset. Det skulle vise sig at jeg ikke budgetterede rigtig på nogle af posterne.

Først den gode nyhed. Aalborg kommune giver mig en byggemodnings-rabat på halvdelen af tilslutings-afgiften svarende til 6.250,-. Argumentet er vist at ejeren af udstykningen allerede har betalt et byggemodningsbidrag for at få hovedledningerne hen til udstykningen.

Så den mindre gode nyhed. Fjernvarmen kommer hen til grunden i den modsatte side af hvor fordeler-anlæget er placeret i huset og dette var jeg ikke klar over. De forventede ti meters stikledninger bliver i stedet til 24 meter og en uforudset udgift på  11.375,-. Desuden skal kommunen have 3.125,- for at føre fjernvarmen igennem soklen og ind i huset.

Placering af stikledning til huset.
Ud over den ekstra udgift er det begrænset hvad man må beplante og sætte op oven på ledningen. Jeg har efterhånden lært at der er en del flere uforudsete udgifter end indtægter ved nybyggeri men at det heldigvis ikke flytter meget i det store regnskab. Det eneste rigtige at gøre er at sætte omkring 50 tusind af til uforudsete udgifter.

søndag den 19. august 2012

Tilvalg: Træ/alu vinduer



3 lags træ/alu vindue fra Rationel.
Da vores kommende hus ikke har udhæng på taget er der ekstra slid på facade fra vind og vejr. HusCompagniet foreslår derfor at man tilvælger træ/alu vinduer for at undgå for hyppigt maler-arbejde udenfor. Det forslag er vi helt med på og derfor har vi dette tilvalg med.

HusCompagniet får leveret vinduer fra Thema og Rationel men jeg er ikke bekendt med det specifikke mærke vi får endnu og om de er 2- eller 3-lags vinduer. Heldigvis laver både Thema og Rationel god kvalitet så det skal nok blive godt.

torsdag den 16. august 2012

Tilvalg: Murede gavle, uden udhæng

En forespørgsel er modtaget om jeg kan skrive noget mere om vores tanker og planer omkring tilvalg. Jo, da! Jeg kan starte med at sige at tilvalgs-processen mere føles som en fravalgs-process for vores vedkommende. Vi finder hurtigt på en masse gode tilvalg og bruger herefter en masse tid på at diskutere og fravælge alt på nær de mest "nødvendige" tilvalg for at holde budgettet. :-)

Ud over murstene må tag-konstruktion siges at have størst indflydelse på husets udseende. Da vi først havde møde med HusCompagniet så vi overordnet på to valgmuligheder, hus med valmet tag og udhæng eller hus med murede gavle uden udhæng (senere har de vist tilføjet box-tag og ensidig tag-hældning til sortimentet og man kan også få udhæng på murede gavle).

HusCompagniet billede - muret gavl uden udhæng.

HusCompagniet billede - valmet tag med udhæng.

Vi havde følgende punkter med i overvejelserne da vi valgte tag-konstruktion:

  • Pris - Valmet tag med udhæng er inkluderet i standard og murede gavle, uden udhæng koster ekstra. Ekstra pris er afhængig antal gavle og størrelse på hus (tror jeg).
  • Lysindfald - Med et udhæng over alle vinduer kommer der mindre dagslys ind. Mindre lysindfald holder dog også temperaturen nede på varme sommerdage.
  • Udseende - kan altid diskuteres. For os ser et hus med murede gavle uden udhæng rigtig flot ud. Jeg synes blandt andet det ser godt ud med murværk over vinduerne.
  • Vedligehold af facade - Udhænget på et tag beskytter facaden af huset mod vind og vejr og det giver mindre vedligehold og længere levetid på mur og vinduer.
  • Afstand til skel - Den normale regel er at alt bebyggelse skal placeres mindst 2.5 meter fra skel og der tillades et maximum udhæng på 50 cm. Et standard tag-udhæng ved HusCompagniet er 66 cm og derfor kan man bygge 16 cm mere hus mod skel uden udhæng på taget. 16 cm er ikke meget men i vores tilfælde bruger vi hele grundens længde og derfor er det relevant.
  • Risiko for fugt - Dette var vi ikke bekendt med på tidspunktet men ifølge Byggeskadefonden er murede gavle uden udhæng ofte et problematisk byggeri. Læs mere her.

Vi tilvalgte et tag uden udhæng med murede gavle. Primært fordi vi hermed får plads til at bygge det hus vi gerne vil på grunden. Som en del af tilvalget får vi en "arkitekt-tagrende" i zink. Jeg små-griner altid når jeg ser det ord. :-)

Når Byggeskadefonden skriver at tag uden udhæng "...kræver skærpet omhu ved projektering og udførelse" satser jeg på at HusCompagniet har styr på den side af sagen.

onsdag den 15. august 2012

Review af plantegning





Vi har modtaget en plantegning fra HusCompagniet og der er givet 1 uges deadline på feedback, da nogle kunder åbenbart har tendens til at gå i tænkeboks lidt for længe. Heldigvis er vi stort set enige og vi har nu sendt en liste af spørgsmål og kommentarer tilbage. Det drejer sig om at flytte et vindue 3 centimeter, få de udvendige vinduer fra hvid til mørk og andre småting. De store linier med rum-inddeling og husets placering på grunden er helt på plads.
Billede fra HusCompagniets online inspirations-katalog

I starten undrede jeg mig over at tegningerne ikke afspejlede kontraktens beskrivelse af hoved-døren. "Hoveddør: Sidehængt dørramme opdelt med 2 eller 3 glasfelter i klar glas". Dette havde vi begge læst som et smalt vindue placeret ved siden af døren delt i 2 eller 3 a la billedet til højre. Fedt, tænkte vi, men efter have set facade-tegningerne menes vist bare at hoved-døren er en glas-dør opdelt i 2 eller 3 glasfelter.

Vi har iøvrigt med placeringen af garagen fået et toilet helt uden vinduer og det er ganske lovligt da et toilet ikke er kategoriseret som opholds-rum. Hertil vil jeg dog erklære mig dybt uenig. :-)




mandag den 13. august 2012

Facebook gruppe for Kærhavebakken

Som M1kkel fortalte i en tidligere kommentar har han oprettet en privat Facebook gruppe for nybyggere på Kærhavebakken. Gruppen hedder "Kærhavebakken Klarup" og kan findes her.

Gruppen har allerede 36 medlemmer og bliver brugt til nyheder og erfarings-udveksling. Skynd dig at købe en grund i dag så du kan få adgang. :-)

søndag den 12. august 2012

Søndags-update

I højre side har jeg nu tilføjet en oversigt over udstykningen som vil blive opdateret løbende. Den er på ingen måde officiel og der er nok et par ugers forsinkelse mellem et salg og mit data-grundlag, der er OIS registrering af ejerskiftet. Som kommende beboer glæder det mig at grundene bliver solgt og udstykningen bliver bebygget og det er min motivation for at lave oversigten.

Ud over h-hus.blogspot.dk og h-hus.blogspot.com har denne blog fået adressen www.h-hus.com. Det er ikke fordi jeg er vildt forgabt i at vores kommende hus er et H-hus, men alle tænkelige adresser der kunne lede tankerne på nybyg er allerede optaget og "Kaerhavebakken" er bare ikke en ørehænger. :-)

Sidst men ikke mindst tog vi en tur til udstykningen i dag med et kamera. Det bliver forhåbentlig til nogle gode før/efter billeder men eet billede ændrer sig forhåbentlig ikke, nemlig den flotte natur som udstykningen ligger i.

Udsigten fra grunden mod Lundby Bakker.

lørdag den 11. august 2012

Pris på fundering og sokkel modtaget

Endelig fik HusCompagniet lavet en fast-pris på fundering og jeg må desværre konstatere at deres tidligere bud på 30-55 tusind ekstra givet med "99% sikkerhed" (efter de havde læst rapporten) ikke holdt stik.

Den endelige pris blev på 67.178,- ekstra.  Ifølge HusCompagniet skyldes den ekstra pris bl.a. at der skal 625 kg og 760 gram armering i fundamentet. I teorien giver kontrakten os mulighed for at annullere handlen mod at betale for rapporten, men så slem er en overskridelse på 27.178,- i forhold til budget alligevel ikke.

For dem af jer, der er interesserede i detaljerne kan I læse Franck Geoteknik rapport for Kærhavebakken 66.

HusCompagniets ekstra materiale-forbrug kan ses her.


tirsdag den 7. august 2012

Tinglysningsafgifter...

Når en grund skifter ejer skal retten sikre at handlen er gyldig. Dette gør de selvfølgelig ikke gratis, heller ikke i den digitale tidsalder, og man skal derfor betale en tinglysnings-afgift til staten. Afgiften er på 0.6% af grundens pris + 1.400 kr og udgiften pålægges mig som køber.

I mit budget havde jeg denne post med men jeg vidste ikke at tilslutnings-afgifter regnes for en del grundens pris og det gør afgiften en smule dyre. På lige fod med den uforudsete udgift til vandværk er denne ekstra-udgift en dråbe i havet og noget der kan tilskrives min manglende indsigt.

En forudset udgift der dog kom på et uforudset tidligt tidspunkt er tinglysningsafgiften af lånet til huset. Tinglysning af pant i fast ejendom beregnes med 1.5% af lånet + 1.400 kr. Når min bank skal stille en bank-garanti til HusCompagniet sikrer de sig ved at tage pant i min grund og hus og dette gøres med et ejerpantebrev, der skal tinglyses. Herved kommer udgiften til tinglysningen allerede nu og ikke når jeg skal optage realkredit-lånet som jeg regnede med. Der kommer derfor en lille ekstra-udgift, da beløbet bliver trukket på min byggekonto (9% i rente) i stedet for på et real-kredit lån.

Havde Helle Thorning fået sin bolig-pakke igennem ville ovenstående udgift helt være væk men pakken døde jo som bekendt sammen med betalings-ringen. :-)

søndag den 5. august 2012

Facade og rum-inddeling

Her er et billede af indretningen samt den sydlige facade af vores kommende hus. Indretningen er stort set identisk med det kampagne-tilbud som jeg så ved et tilfælde i en lokal-avis engang sidste år. Eneste ændring er at vi har byttet et bryggers og et værelse da grunden ikke giver mulighed for at have garage foran huset og vi gerne vil have indgang fra garage til bryggers.

Den sydlige facade har flere større vindues-partier i stue og køkken-alum så jeg håber ikke vi går til i varme. I det mindste får vi forhåbentlig et godt lys-indfald og en god udsigt over markerne mod syd. 

Det skal siges at vi ikke har underskrevet de endelige plan-tegninger endnu så ovenstående billede er baseret på HusCompagniets midlertidige plantegning. 

torsdag den 2. august 2012

En anfordrings-garanti er hermed stillet

HusCompagniet reklamerer med "Betaling ved indflytning" der er økonomisk attraktiv i forhold til rate-betaling. Jeg slipper som nybygger bl.a. for at optage lån i bygge-fasen og jeg slipper for at kontrollere leverancerne ved hver rate-udbetaling. Det giver kort sagt mindre administration og færre udgifter til financiering (og panodil) for mig.

Man kunne umiddelbart tro at HusCompagniet med betaling ved indflytning kan komme ud for at køberen enten ikke kan eller vil betale når huset er opført. Den situation opstår dog aldrig da man skal stille en bank-garanti og hvis jeg af den ene eller anden grund ikke kan opfylde mine forpligtelser hæver HusCompagniet pengene i min bank i stedet. Banken må så afregne med mig og HusCompagniet er garanteret deres penge, uanset.

Der er flere former for bank-garantier med forskellige betingelser for hvornår udbetaling kan finde sted. Een af garanti-formerne er beskrevet og anbefalet af AB Forbruger. HusCompagniet kræver dog en anden garanti-form, en ubetinget anfordrings-garanti der må siges at være mest i entreprenørens favør. Ved en anfordrings-garanti er eneste krav at HusCompagniet gør mig opmærksom på at de hæver garantien. De skal ikke sende yderligere dokumentation eller afvente min accept.

Jeg kunne fortsætte længe om dette kedelige emne men det vigtige for mig er:

  • I langt de fleste tilfælde bemærker man ikke forskellen på de forskellige garanti-former. Byggeriet går godt og enterprenøren får sine penge. Det er i situationer hvor noget går skævt at garantien er relevant så det er typisk noget advokater hænger sig i.
  • Man bør læse og forstå de garantier man giver. Banken kan stille forskellige garantier men de vil helst ikke rådgive om dem. Min bank henviser til advokaten.
  • Man bør forstå hvordan man er stillet hvis der er problemer med leverancen eller hvis enterprenør kommer i økonomisk uføre og ikke kan færdiggøre byggeriet.
  • Man bør undersøge og have tillid til økonomien og historien bag entreprenøren. Her er jeg helt tryg ved HusCompagniet. De leverede et kanon regnskab i 2011 og de bygger ca. hver fjerde nye hus herhjemme i øjeblikket.