fredag den 22. februar 2013

Kærhavebakken i TV2 Nord

Det er længe siden jeg sidst har opdateret bloggen med nye billeder, da byggeriet midlertidig er sat i bero.
I dag mistede TV2 Nord så tålmodigheden og de tog sagen i egen hånd med et indslag om huset i Nyhederne.


Spøg til side, TV2 Nord indslaget går på at HEF A/S ikke tilbyder fiber på Kærhavebakken i 2013. Fibernet er fremtidens Internet og det er selvfølgelig ærgerlig at vi bliver forbigået i første omgang. Hvilken Internet løsning vi skal have er ikke besluttet endnu men jeg må nok acceptere at Internet hastighed er én af de få tilbageskridt ved at flytte ud af byen. Se hele indslaget, inklusiv flere billeder af kvarteret her

I dag ringede HusCompagniet byggelederen for at høre status, om vi skulle overveje at trykke på den grønne knap igen. Et hurtigt kig i DMI's vejrudsigt lover godt.


Vi skal snakkes ved på mandag og hvis prognosen holder skal murerarbejdet vist sættes i gang så byggeriet kan blive færdigt. Om det for alvor har gjort en forskel at vente finder jeg nok aldrig ud af. I det mindste har vi undgået hård frost om natten og flere dage med dagsfrost den seneste tid, men der er på den anden side heller ingen garanti for godt vejret de næste uger.

søndag den 10. februar 2013

Fliser er lagt

Selv om byggeriet står stille tog vi alligevel turen forbi huset i weekenden. Håndværkerne nåede at lægge fliser inden de lukkede ned og vi var ivrige efter at se resultatet.

Da vi trådte ind af døren i bryggerset var første tanke noget i retning af "Gud, ser vores fliser så'rn ud?" Vi har for evigheder siden stået i en Stark butik og peget fliserne ud i mellem en skov af andre kandidater. Efter 5 minutter var vi igen forenede med vores oprindelige valg, og jeg synes det er et godt match til os. Og heldigvis for det, for en stor del af gulvet i et HusCompagniet hus anno 2013 er dækket af fliser. :-)

De grå 60x60cm Frame fliser på gulvet og starten på et akustik loft. 
I badet har vi samme fliser, bare i 60x30cm. I bruseren har vi desuden hvide glaserede 30x60cm fliser på væggene. Min byggesagkyndige sagde han blev spurgt hvordan vægfliserne skulle vende da han var forbi og det kunne han ikke svare på. Håndværkerne gættede heldigivis rigtigt! Afløbet har de lavet uden at bryde flisen op i mindre stykker, som jeg ellers forventede. Det ser godt ud og jeg håber de har formået at lave korrekt fald til alle fire sider.
Efter vi skrev under med HusCompagniet indførte de metallister som standard i bruseren ved samlinger. Dermed undgår de bl.a. at male fliser, der ikke er gennemfarvede ved sammenføjninger. Vi synes begge det ser rigtig godt ud, men jeg har erfaret at det er smag og behag. En kollega mener metallister er et stort skridt tilbage i forhold til almindelige samlinger hvad angår udseende.
Jeg blev sendt på gulvet af fruen for at dokumentere om fliserne nu lå lige. Det tror jeg de gør, selv om hun var skeptisk ved et par af fliserne i bryggers.
Vi gik med snuden rettet mod gulvet og vi så først sent at loftet også var lagt. Som beskrevet før overvejede vi gipslofter i hele huset men det tilvalg røg i fravalgs-processen. I stedet får vi hvide trælofter og det er jeg egentlig fint tilfreds med. Jeg har et barndoms-minde, hvor jeg ligger i sengen og tæller knaster og den oplevelse vil jeg da ikke frarøve mine egne børn. :-)
Den første post lå i vindueskarmen på vores nye adresse. Respekt til det postbud, der overhovedet kan finde frem til det rigtige hus derude lige p.t. :-)

Langs taget udenfor er der isoleret. Det er en hård form for isolering i forhold til den isolering væggene senere vil bliver fyldt med. 

I skal ikke snydes for standard-motivet af huset. Murstenene er allerede ankommet på pladsen og de venter (sammen med mig) på at det bliver bedre vejr så byggeriet kan starte igen. Det ene hjørne af huset er midlertidig isoleret og det har jeg også set ved  flere andre byggerier på Kærhavebakken. Det er givetvis for at isolere vandrørene i badet så længe den rigtige isolering ikke er kommet op.
Til en afveksling kommer her et billede af vores nuværende udsigt på Brohusgade i Aalborg.

onsdag den 6. februar 2013

Shopping til huset

Fra tid til anden falder vi over et tilbud som er et røverkøb og som vi bare ikke kan undvære i vores nye hus.
Her er listen over indkøb, der bare fylder op i vores nuværende lejlighed:

Fruen købte en klar Kartell lampe til halv pris. Det bliver spændende at se hvor vi hænger den, måske vi skulle have købt to (eller nul).

Jeg fik købt min VOSS IEL9300 pyrolyse ovn på 74 liter. Køen i Elgiganten for at få den udleveret var 3 timer lang, så der skal rulle mange lækre retter ud af ovnen før den har "betalt" af på den grimme oplevelse.
Vi købte en 1x1m Naga glastavle på tilbud som både magneter og tusch fungerer på. Magnetismen er ret svag på pladen men heldigvis har jeg adgang til masser af gamle harddiske og de indeholder fortræffelige magneter. :-)

MEFA postkassen fik vi i julegave (tak, mor!). Det er for en stund igen blevet let at lave ønskesedler. 
For leden i Kvickly faldt jeg over en flaske Bosan Amarone fra 2001. Kendere vil nok vide at det er en ret vild vin til et supermarked. Vinen havde ingen pris og stregkoden var da også ukendt. Damen i vin-afdelingen mente jeg kunne få den for 100,-. og jeg købte den hermed flere hundrede kroner billigere end billigste sted på nettet. Vinen er dedikeret til dagen, vi flytter ind!

mandag den 4. februar 2013

Byggeriet midlertidig sat i bero

For nylig stod jeg over for en svær beslutning. Byggelederen ringede da jeg tidligere havde givet udtryk for bekymring ved at mure i frost-vejr. Han meddelte at de var parate til lægge de første sten men at de selvfølgelig ikke ville gå i gang uden min accept.

HusCompagniet murer gerne i frost, ned til ca. -6 grader, og de står inde for kvaliteten. Kommer temperaturen længere ned, lukker de midlertidig arbejdet ned. Det er ren "business as usual" for dem.

Fra flere sider (en pensioneret murer, en tømrer og en bekendt) er jeg dog blevet advaret. Muring i frostvejr kan forkorte murens levetid og kan i nogle tilfælde ses på det endelige resultat. Jeg ringede til en livline, min tilknyttede byggesagkyndige og han forseglede beslutningen. Hvis det var hans byggeri ville han ikke starte murer-arbejdet før vejrudsigten melder stabilt vejr. Det ser ikke stabilt ud nu og jeg stopper derfor byggeriet.


En ydermur er påkrævet for at byggeriet kan tørres ud og de kan komme videre indvendigt. Ergo er hele byggeriet sat i bero. Da det sker på min foranledning er indflytnings-datoen frafaldet og dagbøder kommer ikke på tale (hverken til dem eller mig). Aftalen er at jeg giver besked når de skal gå i gang igen og det gør jeg når vejrudsigten har en mere "happy ending" end den nuværende.

Det hele er rigtig øv, der er ikke noget vi hellere vil, end at flytte ind i morgen. At bede byggelederen stoppe byggeriet, selv om han har bygget 1000 huse og ikke kan forstå beslutningen, er svær. Havde beslutningen været inden for mit fagområde havde det nok været indlysende men her er jeg reduceret til at afveje forskellige fagfolks input og træffe en marginal beslutning.

Det er gjort og jeg håber at vi om nogle år nyder huset og glædes ved at vi bidrog til at resultatet blev så godt som det blev. Lige nu må vi så døje med besværlighederne.