Det er først for et par dage siden at femøren faldt, men bedre sent end aldrig.
Når jeg ser på vores kommende hus fra afstand, et par meter eller derover, ser jeg et hus med en flot facade, en flot mursten med nuancer og spil. Stenen er blødstrøgen Strøjer Tegl Bison B430.
Når jeg så går HELT hen til muren, leder efter revner, dårlige sten, og deslige kommer der et mylder af indtryk. Hvorfor er fugen ikke jævn? Hvorfor ligner nogle sten mere en banan end en rektangel? Kan det passe at alle stenene ikke er lige store? Hvorfor er der små ujævnheder hist og her? Er hele leverancen andensortering?
Min reference for godt murværk er tilbygningen på mit barndomshjem for 20 år siden, muret af min far og hans nabo. Naboen har muret hele sit liv og muren derhjemme har stadig et sirligt lige udtryk hvor alle stenene er 100% identiske og lagt med lineal.
Femøren faldt da jeg snakkede med HusCompagniets muremester. Han var med til mangel-gennemgang og fortalte at hele formålet med en "blødstrøgen" sten er at efterligne de gammeldags håndstøgne sten, og give facaden et rustik look. Stenene er brændt forskelligt og har nuancer i farve og facon. Alt sammen med det formål at give en flottere mur. Muren i mit barndomshjem er "maskinsten" hvor indsatsen ligger i at lave så ensartet en sten som muligt.
Og autoriteten var på plads, det tog mig 1 minut at indse at HusCompagniets murer vidste hvad han talte om. Da jeg fik forklaringen blev sagen indlysende. Vi gik igennem murværket og fandt én sten, der skal udskiftes. De øvrige 14.999 sten i byggeriet sidder præcis hvor de skal. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar