Forleden kom Rune fra NovaSolar forbi og tog mål til solcellerne. Jeg troede, der var rigelig plads til panelerne men jeg tog fejl. Panelerne kan kun sidde i to rækker og det er på sidste millimeter og med kreativ indslag fra Rune at der er plads. Faktisk mener Rune de skal bruge 4 ekstra arbejdstimer for besværet med installationen på mit tag. Nuvel, solcellerne skal op.
NovaSolar på arbejde på mit tag. Rune fandt i øvrigt en defekt tagsten, tak for det. :-) |
NovaSolar havde tidligst tid i kalenderen til installation d. 17. juni. Huset bliver trykprøvet og får sit energimærke d. 7. juni så det er for sent. Efter lidt gråd efterfulgt af pinlig tavshed fra min side sagde Rune "Vi kommer grundlovsdag d. 5. juni". Sådan, NovaSolar!
Bedst som jeg troede alt var under kontrol ringede en Claus fra PL Service. Claus ville vide hvordan det gik med mine solceller. "Err, vi har jo lige aftalt at I kommer d. 5 juni?", svarede jeg. Efter noget forvirring viste det sig at PL Service er underleverandør til Thorøs, der er underleverandør til Rasolar, der oprindeligt skulle have installeret mine solceller! Thorøs og Rasolar er konkurs, men Claus hævder at han har meldt mit anlæg til og han er den eneste, der sidder med nøglen til at jeg kan komme på gammel ordning. Claus hævder også at han aldrig har hørt om NovaSolar og deres overtagelse af Bilka arbejdet. Spændende!
Nu må vi se hvad der sker d. 5. juni. Måske installerer NovaSolar et vandtårn i stedet. Måske ringer en underleverandør til PL Service og spørger hvor mange siddepladser, jeg skal have i cirkusteltet.
Alt kan ske.
Den med solpanelerne må jeg altså have en opfølgning på!
SvarSletJo da. Kig forbi i morgen og få en rundtur. Jeg er ved huset om dagen, da solcellerne bliver installeret.
SvarSlet